9. Hovedkreds' hjemmeside - skak i Midt- og Vestjylland

Medlemskampagne

Skakserveren præsenteres i Viborg

Som den første af klubberne i 9. hovedkreds har Viborg Skakklub reageret på opfordringen af 29. januar 2008 her på hjemmesiden om at lave arrangementer, der kan markedsføre Dansk Skak Unions nye skakserver på www.skak.dk for offentligheden, når den gives fri til alle fra den 1. marts 2008.

Viborg Skakklub fremviser skakserveren lørdag den 15. marts 2008 fra kl. 10-13 i butikscentret Sct. Mathiasmarked i Viborgs centrum. Udover muligheden for at spille på internettet får publikum også lejlighed til at få et parti almindeligt skak på sædvanlige brætter eller eventuelt på et stort bræt med store brikker på gulvniveau. Og ikke mindst er medlemmer af Viborg Skakklub til stede og parat til at få en skak-snak med alle interesserede, der desuden gratis kan få udleveret en cd-rom med masser af skakstof samt brochurer om skakserveren, det danske skakliv og Viborg Skakklub. Når arrangementet er slut, kan folk gå hjem og gratis afprøve serveren via hjemmecomputeren, herunder eventuelt følge transmissionen af 1. runde i landsholdsklassen ved DM i Silkeborg, der indledes samme dag kl. 14.

Det er Viborg Skakklubs bestyrelse med formand Kjeld Merstrand i spidsen, der står bag arrangementet i samarbejde med centrets FONA-forretning, som stiller storskærm til rådighed for i stort format at kunne vise skak-serverens muligheder frem.

Nu venter 9. hovedkreds spændt på, hvornår den næste af hovedkredsens klubber melder sig på banen med et arrangement som led i Dansk Skak Unions medlemskampagne. Som nævnt i meddelelsen af 29. januar 2008 hører undertegnede gerne om arrangementerne, og jeg er parat til at svare på eventuelle spørgsmål og til at modtage bestillinger på brochurer og cd-rom'er.

19. februar 2008
Morten Fabrin